Fra turen 2019

Team Ringe cykler til fordel for cancerramte børn.
Vil du hjælpe os med at hjælpe dem?

I 2019 kunne vi overrække en stor check på mere end 230.000 kr. på Ringe Torv d. 28. september.

Opstilling med de fleste ryttere i turen 2019.

Det primære formål med Team Ringe er at samle penge ind til Børnecancerfonden. Derudover at vi som deltagere får en masse motion og et godt sammenhold på turen. Det gælder ikke om at komme først, men derimod om, at alle kommer frem til Paris og ikke mindst i god behold.

Vi nåede Paris! Gårsdagens høje temperaturer var afløst af mere tålelige forhold. Alle var med fra start, og temperaturen var OK – ”kun” 26 grader.

Om morgenen var vores cykler klistrede til efter kørslen på gårsdagens asfalt-våde veje. Det sorte stads sad alle steder på cyklerne, da vi hentede cyklerne i en parkeringskælder, hvor cyklerne for en gangs skyld ikke var låst inde, men var tøjret af en fælles wire.

Nogle nye ryttere troede, at vi nu var fri for bakker, men de første timer bød på flere og lange. Alt gik godt indtil vi ankom til det forventede frokost-sted – hvor madvognen manglede. Den fandt vi dog heldigvis et par kilometrer senere, men vi manglede stadig pålæg til brødet, som følgebilen kørte rundt med, de var på jagt efter diesel. Uden pålæg kørte vi videre til Paris forstæder.

De sidste 10 km var ”paradekørsel” med tre cyklister i hver række for at gøre gruppen så kort som muligt, så alle kunne komme igennem selvom en lyskurv skulle skifte fra grønt undervejs. Uden de store problemer nåede vi til Concordepladsen, de ventende familiemedlemmer, samt champagnen og kransekagen.

Ved aftenens afskedsmiddag skulle vinderen af gættekonkurrencen om antal punkteringer findes. Der var tre vindere, som hver havde gættet på 10 punkteringer. Det var nådigt sluppet i forhold til sidste års 21 punkteringer.

Den gule vest skulle uddeles til den mest uheldige rytter. Her havde Jørgen Ø og Arne hver to punkteringer, så der måtte lodtrækning om vesten, som Jørgen vandt – eller tabte, som man ser på det.

De to maskotdyr skulle have logi for vinteren indtil næste sæson. Erik gav ”Erik” til Ole og Carsten gav Kermit til Svend.

Alt i alt fik vi en uforglemmelig tur. 1.159 km lang nåede turen af blive. I alt besteg vi godt 5.000 højdemeter. Vigtigst af alt: vi havde ingen uheld! Ikke et enkelt tilfælde af asfalteksem kunne ses på vores bare ben. Det er flot kørt – både på den intensive tur til Paris, men også på de mange træningsture op til afgangen.

Som en erfaren Paris-cyklist lykønskede os med, da han på Facebook så billedet med deltagerne på Concordepladsen : ”Det lyder som godt samarbejde – Team Ringe. Det kan I være både lykkelige for, og stolte over. Nyd aftenen, om lidt er fortryllelsen væk, men ikke jeres oplevelser sammen.”

Nu er der kun 118 km tilbage og champagnen venter; der er nogle stejle og lange bakker (1089 højdemeter), og trafikken er tæt og farlig på det sidste stykke.

Hotel Holiday Inn – Gare de l’Est
5, rue du 8 Mai 1945
75010 Paris
Tel: 0033 (0) 1 55 26 5 05

http://www.hotel-paris-gare-de-lest.com/

Den værste dag i Team Ringes historie! Det viste sig, at varmerekorden for Paris skulle sættes i dag, hvor Team skulle køre ind i Frankrig.

Dagen begyndte ellers fint med en behagelig temperatur på 23 grader klokken 7:30 langs den smukke Meuse flod i totalt vindstille. Da vi nåede de skrappe bakker, kravlede temperaturen op over de 30 grader. Senere nåede temperaturen op over 43 grader.

Varmen skulle senere vise sig at have alvorlige konsekvenser for flere af deltagerne. I alt valgte otte cyklister at stå af. Det er aldrig før sket i Team Ringes historie, at så mange har haft problemer. De to servicebiler havde kun hver en ekstra plads, så vi måtte efterlade folk i vejgrøften for senere afhentning. Så madbilen havde en travl eftermiddag med afhentning af ryttere på ruten.

Det blev sent inden de 10 ryttere kom til hotellet. Mere end 12 timer tog dagens etape. Forsinkelsen skyldtes, at rytterne hele tiden måtte forsynes med frisk vand. I eftermiddagsheden måtte rytterne for hver 10 km stoppe for at få vand og isterninger i deres vanddunke.

Det blev sent inden de sidste var hentet til hotellet hvor uddelingen af aftenens Erik og Kermit skulle ske – aftensmaden blev først serveret kl. 21:45, så vi ventede på de at de sidste skulle ankomme med taxa. Holger havde fornøjelsen at uddele begge, og Kermit tilfaldt Carsten, som prøvede på at køre sin egen rute og skulle hentes et par kilometer ude af en landevej.

Maskotten Erik blev givet til, ja, Erik. Alle servicefolk burde have haft en påskønnelse for deres ekstraordinære indsats under klimaets ekstreme forhold, men maskotten gik til Erik. Følgebilen uddelte 140-150 liter vand plus store mængder juice og sodavand samtidig med at ryttere blev afkølet med isposer.

Etapen fra Belgien og til Frankrig er den hårdeste. Vi skal køre 214 km; og der er stadig lange og stejle bakker/bjerge med ialt 1.880 højdemeter.

BW Hotel des Francs
62, Boulevard Jeanne d’Arc
F-02200 Soissons
Tel.: +33 3 60 71 40 00
http://www.hoteldesfrancs.fr

Det blev en dramatisk dag. Meget skyldtes vejret, hvor cykelcomputeren det meste af tiden viste 40 grader i skyggen, og 47 grader i solen, da vi kørte op ad den stejle stigning i Huy.

Vi vidste, at varmen ville blive ekstrem, så vi startede med morgenmad kl. 6 for at komme tidligt afsted kl. 7:30 efter at have klargjort cyklerne og pakket følgevognene.

Turen gik fra Holland og til Belgien. Der var ingen markering af nationalgrænsen, men det var helt klart, hvornår vi kom til Belgien: cykelstierne forsvandt og vejene blev fyldt med store huller og så mange, at vi til sidst ikke orkede at markere dem. ”Route détruite” (ødelagt vej) skiltet så vi mange steder.

Afsætningen af vand blev naturligt stor. Vandet kunne ikke nå at tø op. Til sidst måtte vi holde pause for hver 10 km for at fylde dunkene på cyklerne op.

Klimaks på turen til Paris er opstigningen af Cote de Cherave i Huy ca. 1.300 meter lang med en kraftig stigning. Vi starter nede i Huy efter en stor nedkørsel i nabobyen Amy, hvor vi måtte bremse kraftigt. Efter et par kilometers kørsel mod nord og møde med følgebilerne på en parkerlngsplads, var vi klar til opstigningen. Tinna havde på forhånd valgt at undgå udfordringerne med nedkørslen og ikke mindst opkørslen i Huy.

Fra en af deltagerne bagerst i feltet kommer der her en beskrivelse af oplevelsen af opstigningen. Nede i Huy kørte vi forbi caféer og restauranter op ad en snæver gade med brosten, og efter nogle hundrede meter kommer en jernbane. Endnu er der ingen udfordringer, men de kom straks herefter. Ned i laveste gear og få styr på åndedrættet. Vores ene følgebil kørte bagerst og så udfordringerne og lidelserne. De første hundrede meter havde en stejl stigning, hvor adskillige fik pulsen op i det røde fejl. Nogle stoppede og holdt fast i rækværk og stolper. Andre kravlede op. Flere var tæt på at opgive, da benene ”syrede” til (= man kan intet gøre). Holger og Arne gav råd til mindre erfarne bjergbestigere, og det lykkedes for alle at komme igennem de ”røde” stejle områder. Nu var der kun de lidt mindre stejle stykker, som kunne overvindes med den sidste viljestyrke.

Alle af de startende kom op! På bakketoppen var Torben første mand tæt forfulgt af kolleger. Efterhånden sad vi alle fuldstændig ødelagte af varmen. To af rytterne måtte efterfølgende indtage pladserne i følgebilerne, da det var uforsvarligt at cykle videre.

Ved aftensmaden blev Kermit og Erik uddelt. Kermit for dagens uheldige optræden afleverede Allan til Holger for at ikke at være klar til fart kl. 7:30 om morgenen.

Tinna uddelte tydeligt rørt Erik til Holger for hans store omsorg for at hjælpe Carsten op ad bakken.

 

Dagens etape er “kun” på 173 km, hvor vi kører fra Holland og gennem Belgien; men nu er der ikke kun bakker, men også bjerge med stigningen i Huy som den største (ialt 1.377 højdemeter).

IBIS Dinant
Rempart d’albeau 16
B-5500 Dinant
Tel.: 0032 82 21 15 00

http://www.ibis.com/errors/others/index.en.jshtml

200 km i sommervarmen – 33 grader i skyggen blev det til om eftermiddagen. Vi startede kl. 7:30 efter Holgers morgengymnastik. Vi kørte igennem de gode tyske veje mellem majsmarker og kornmarker under høst. Fire hold trækkere førte os på skift gennem den sidste del af Tyskland.

Frokostpausen holdt vi samme sted som sidste år. Byens politimester kom dog ikke på besøg i år. Varmen slog virkelig igennem i dag fra morgenstunden med starttemperaturen på 26 grader, stigende til mere end 34 grader om eftermiddagen. Vandbeholderne blev fyldt ved hver pause – både ved frokost, morgen- og eftermiddagskaffe. Det blev også nødvendigt at fylde dunkene ved tissepauserne efter hver 25 km.

Landskabet i Sydtyskland blev afløst af den mere befolkede havekultur i Holland, og vi fik derfor mere bykørsel. Det gav en udfordring for at kunne køre uden at genere andre trafikanter. Desværre måtte vi også selv betale prisen, hvor der flere gange var optræk til større uheld, hvor vi heldigvis slap med enkelte ”bløde landinger”.

Vi endte ved et fantastisk hotel i Venlo (vores ene følgebil kørte til et tidligere hotel, men opdagede dog hurtigt fejlen og var klar med forplejningen da rytterne endelig nåede frem. Det tog 35 minutter at køre 4 km igennem Venlos eftermiddagstrafik.

Jørgen Ø gav Kermit videre til Allan. Ikke på grund af hans vælt, men fordi han ikke har styr på sine sokker (de skal vende rigtigt!).

”Erik” gav Svend videre til Tinna, fordi hun skulle have en ven at følges med op ad Cote de Cherave.

 

 

Nu får vi en af de længere ture på 202 km, hvor vi lige når ind i Holland; der er også lidt bakker (943 højdemeter).

Maashof Hotel Venlo
Maashoflaan 1
NL-5927 PV, Venlo
Tlf.: 0031 77 35 10 530
Fax: 0031 77 354 80 57
http://www.campanile-venlo.nl

Krofatter i Ankum modtog os med kolde drikkevarer – som han plejer. Det var velkomment i det 28 grader varme vejr – 13 grader højere end temperaturen ved dagens start.

Vejret var fint. Enkelte pessimister tog regnfrakker på ved afgangen, men bortset fra enkelte dråber holdt det tørvejr. En svag modvind sænkede farten lidt, men ellers kørte vi godt. I Tyskland skal vi køre på vejene, når vi er en større gruppe, så vi undgik de besværlige og ofte smalle cykelstier.

I Tour de France er cyklisten i den gule førertrøje glad for sin dragt. Hos Team Ringe er den gule trøje mindre eftertragtet, da man ”fortjener” den, hvis man punkterer. Jørgen B. måtte køre hele dagen i den gule vest, da han stod for dagens eneste punktering.

Dagens højdepunkt var frokosten, hvor der blev serveret ristede pølser. Ved eftermiddagskaffen fik en forbipasserende skater på vej fra Polen fyldt depoterne op med kage og cola.

Dagen gik super – indtil alle GPS holdt op med at fungere. Ingen cyklister eller chauffører i bilerne vidste, hvordan de skulle køre til Ankum. Vild forvirring. Nogen mente vi skulle til højre; andre til venstre. Endelig begyndte enkelte GPS’ere at fungere, og vi kørte den sidste time til hotellet.

Ved aftenens uddeling af Kermit var der ingen oplagte kandidater, men valget endte med at blive Jørgen Ø, fordi han lagde sig stille og rolig ned i den bløde grøft uden at klikke ud da forhjulet gik ned i den bløde rabat efter 300 meters kørsel.

”Erik” havde til gengæld mange kandidater, som havde gjort en masse gode ting for holdet på dag tre. Efter en lang motivationstale fra Svend, nåede han frem til Carsten for hans ukuelige vilje til at følge holdet.

 

Turen er på 162 km og vi når til grænsen til Holland. Der er begyndt at komme lidt bakker (900 højdemeter).

 

Hotel Raming
Hauptstrasse 21
D-49577 Ankum
Tlf.: 0049 54 62 202
http://www.hotel-raming.de

Morgendagens regnvejr og nattens tordenvejr var ophørt. Vi kom afsted i 15 graders varme og en let til middel mod-og sidevind. Turen forløb smertefrist for alle, bortset fra Arne, som havde to punkteringer og fik den gule vest. Frokosten fik vi fra et flot sted tæt på færgeoverfarten Glückstads overfarten af Elben. Efter en god frokost tog cyklisterne turen over Elben i en hård vind og lejlighedsvise bølgeskvulp. Følgebilerne måtte derimod vente over 2 timer i kø for at komme over. Da vi ankom til hotellet i Basdahl var følgebilerne ikke nået frem, og ved aftenens evaluering måtte servicefolkene modtage Kermit (se billeder). Gårsdagens modtager af Erik gav maskotten videre til Svend, som var en af dagens gode ledere af feltet.

 

Denne rute er på 163 km; der er ikke mange højdemeter (872 m).

Kluster Hof
Bremervörder Straße 50,
D-27432 Basdahl
Tlf.: +49 4766 939500
http://www.klusterhof.de

 

 

 

Team Ringe 2019 fik en forrygende afsked fra Ringe Torv med tale af borgmester Hans Stavnsager og med præsentation af de enkelte ryttere af Dorte Rosenfeldt akkompagneret af rytteres personlige heppekor. Tilslutningen til formiddagens arrangement var overvældende, hvor familie, venner, tidligere ryttere og Ringe-borgere fyldte Torvet, mens Handelsstandsforeningen serverede pølser og øl/sodavand til alle.

Borgmester Stavnsager skød holdet afsted gennem portalen, mens holdet blev fulgt af adskillige gæsteryttere til færgen i Bøjden.

Vi fik endda følge, da vi kørte fra Fynshav, da en tidligere rytter tog imod os.

Ved Dybbøl Banke gik luften ud af Jørgen Ø. s forhjul, og lynhurtigt blev ny slange monteret, men lige meget hjalp det, da dækket var revnet, så en ny slange og dæk var nødvendig. Gul vest til Jørgen med to krydser.

Efter sen frokost hos Duborg i Tyskland, skulle vi ud i regnvejr. Den fulgte os en time, indtil vi nåede Silberstedt kl. 19.00.

Aftenens “Kermit” (pivedyr-maskot for en dag på cykelstyret for uheldig opførsel) gik til formand Ole for manglende “god stil” i trafikken. Maskot “Erik” for god opførsel gik til Klaus, fordi han med kort varsel stillede op som servicemand.


Første dag 140 km; jævnt terræn (771 højdemeter).

Landhotel SCHIMMELREITER

Hauptstraße 58-60

D-24887 Silberstedt

Tlf.: +49 4626 180 – 0

http://www.schimmelreiter-silberstedt.de

Alpetramp

Alpetramp fra Brobyværk. En kold, men smuk tur med deltagelse af Team Ringe ryttere. 85 km med 900 højdemeter. Ole, Anne Dorthe, Torben og Svend.

Afslutning d. 28. september

Team Ringe afleverede et fantastisk flot resultat af årets indsamling til Børnecancerfonden.

Endnu et kapitel i Team Ringes historie blev afsluttet med offentliggørelse af indsamlingsbeløb, hygge på Torvet og hyggelig frokost i Foderstoffen. Formanden fortalte om endnu et år uden et eneste uheld og super god stemning på holdet. Holdet 2020 blev også nævnt, da vi allerede nu kan melde om, at alle 26 rytterpladser er besat. Et par pladser i servicebilerne mangler dog endnu at blive besat.

Træningstur sytten – den sidste

Absolut sidste træningstur med Team Ringe 2019 blev kørt i dag. Godt 80 km med bageren i Vissenbjerg som mål men øv, der var ferielukket! Torben L. Larsen (sømanden) var tilbage på landjorden, dejligt at have han med på træningstur. Ved afgang fra Torvet annoncerede han at der var en kold øl/vand hjemme hos ham i Gestelevlunde på tilbagevejen. Flag på flagstangen, flag ved indkørsel og familien tog imod. Først på dette tidspunkt afslørede Torben at han faktisk blev 50 år i dag🇩🇰 KÆMPE TILLYKKE TIL TORBEN🍾🇩🇰

Træningstur nummer seksten – den store på 200 km

 

3 ryttere manglede til dagens peptalk før afgang på de planlagte 200 km. Vejrudsigten meldte tørvejr og en del blæst og det holdt stik hele dagen. Holger have lagt ruten de første 100 km, som gik til V.Åby, Fjellebro, Rantzausminde, Tåsinge rundt, Thurø rundt, Skårupøre rundt flere gange og med middagsforplejning hos Arne og Tina. LBP Transport og Arti Holding havde sørget for middagsforplejningen og frugt på turen, godt tilberedt af Tina. Arne stod for de sidste 100km, hvor holdet kom langs Østfyn til Nyborg, hvor dagens store overraskelse indtraf. Svend og ikke mindst Jytte havde forberedt eftermiddagskaffe/kage og Hjemismanden havde også været der. Dejligt boost efter 170 km, så de sidste 30 km gik “næsten” af sig selv! 200 km uden uheld og ingen punkteringer, så man kan konstaterer, at ryttere og materiel er klar til turen til Paris om 14 dage.

Træningstur nummer femten – 100 km

Afsluttende træningsweekend med 100 km lørdag og 200 km søndag. Kl. 09.00 afgang fra Torvet i Ringe i silende regn og det regnede konstant til vi efter 82 km nåede Hotel Svendborg. Hotellet havde sponsoreret en dejlig sandwich m. øl/vand og ikke mindst en varm kop kaffe. Mens vi nød maden og varmen var det blevet tørvejr og vi kørte de sidste godt 20 km i næsten solskin. To punkteringer i det møgvejr var billig sluppet! I morgen venter 200km i piv blæsevejr men dog ingen regn.

Træningstur nummer fjorten

Svend bragte os i medvind nordpå til Kerteminde. Det var drønende varmt, så vi måtte flere gange forbi kirker for at få dunkene fyldt op. Formen er ved at være på plads, men Carsten stønnede dog højlydt, da han så skiltet “Munkebo Bakke”. Vi tog dog en anden bakke – over 60 km/t nedad, men desværre var vejen blind, hvorfor vi måtte klatre tilbage.

Hjemkommet efter 83 km, en punktering og et snit på 26,5 km/t.

Træningstur nummer tretten

Flemming havde planlagt en bakketur i de Sydfynske Alper, og alle overlevede; inklusiv vor nye rytter Lisbeth. Der var endda indlagt et depot i Håstrup med underholdning af Fyns Puch-Maxi Club og en lokal høne.

Vi kom hjem efter 83 km og 700 højdemeter i et OK snit på 26,4 km/t. Ingen punkteringer.

Træningstur nummer tolv

Det var et forfærdeligt vejr. Det lynede og tordnede og vandet stod ned i stænger – dagen før træningsturen. Søndagsvejret var fint med sol og små skyer, og vejene var fine bortset fra enkelt nedfaldne grene og udløbet grus. Ingen punkteringer på vejen. Vi kørte en fin tur med pause halvvejs i Vissenbjerg, så lidt mod Assens og ellers ind over Midtfyn.

Vi nåede de 83 km med 26,5 i snit.

Træningstur nummer elleve

Den halvkraftige vind kom fra syd-vest, så Steen førte os 11 ryttere gennem de smukke veje til Egeskov, Stenstrup, Hvidkilde, Fjellebro, Korinth, Arreskov, Hillerslev og Ringe, hvor vi kunne nyde en øl i haven. 71 km, 370 højdemeter og et gennemsnit på 27,5 km/t. Ingen punkteringer.

Tiende træningstur – 100 km

Formanden roser efter en god køretur på 101 km i flot sommervejr med kun lidt S-Ø vind. 25,5 km/t i snit. Et par fraværende havde valgt at køre 400 km i Tyskland i stedet. En punktering og en kæde satte sig fast op ad en bakke, så Flemming måtte stå/vælte af.

Niende træningstur

Lørdag d. 25. startede køligt, men solen kom frem efter vores 75 km. Steen havde fremtryllet en flot tur ud imod vestenvinden, som også bød på bakker. Vores gennemsnit lå på 26,4 km/t, og heller ikke denne gang havde vi punkteringer. Vi kunne nu godt have drukket en øl efter den gode tur, men nogen havde glemt at lægge nøgle ud til de tørstige.

Ottende træningstur

 

86 km gennem Sydfyns flotte natur (tak Per for ruten). Hastigheden var 27,3 km/t, så vi kørte lidt hurtigere end de planlagte 25 km/t. Vejret var OK, men vejrudsigtens sol nåede ikke at dukke op. Ingen punkteringer!

Grejsdalsløbet

Så blev benene testet på 142 km, i Grejsdalsløbet, i bakkerne (bjergene😉), i den smukke natur rundt om Vejle. Sol, en del vind, ingen uheld og højt humør – der blev trådt godt i pedalerne 🚴‍♂️. En god tur/træning i det jyske.
Holdet bestod af 5 nuværende Team Ringe ryttere samt Bent Wagner Christensen fra Team Ringe, 2017.

Det nye cykeltøj

Så blev det dagen hvor rytterne på Team Ringe 2019 kunne møde op til træningstur i 2019 udgaven af Team Ringes cykeltøj. Igen i år er tøjet leveret af TacTic Sport. Her ses tøjet flot præsenteret på den lokale cat walk.

Syvende træningstur 11. maj

Vi havde en dejlig tur i høj solskin men dog lidt køligt fra morgenstunden. Et par punkteringer blev det til, så fik man lige øvet lidt slangeskift. Vi kørte kun 58 km til Tommerup og retur, for der skulle være kræfter til bjergbestigning i Grejsdalsløbet den følgende dag.

Sjette træningstur 5. maj

Pause ved bageren i Vissenbjerg efter vi fik besteget den berygtede bakke. Undervejs en enkelt punktering. Igen, igen var det med lange bukser, men vejret var tørt, så vi havde en flot tur på 78 km med 24,5 km/t i snit.

Femte træningstur 27. april

Endnu engang måtte vi finde de lange bukser frem, men fik alligevel en flot træningstur til Lundeborg. Billedet viser en pause ved punktering.

Fjerde træningstur 22. april

Træningen i denne weekend var lagt 2. påskedag. Perfekt cykelvejr og turen gik Ringe, Korinth, Diernæs, Golfbakken, Vester Hæsinge, Korinth og afsluttende med en dejlig forfriskning i Steens have. En tur med en del bakker men ingenting i forhold til de bakker, der kommer undervejs til Paris.
Fornemmelsen af Mur de Huy i Belgien kan opleves i morgen onsdag, hvor cykelløbet Flèche Wallonne køres og hvor rytterne skal op af den legendariske bakke 3 gange.

Tredje træningstur 13. april

15 deltagere var klar fra morgenstunden til at begive sig ud på 3. træningstur for Team Ringe 2019. Blå himmel og temp. på ca. 2° og en frisk vind fra øst gjorde, at de ca. 70 km blev lagt på Østfyn. Ishuset i Lundeborg skulle lige checkes, det var dog lukket. Dejlig tur men nok begrænset med sved på panden i den kolde vind.

Fest i Foderstoffen 5. april

 

Regnskabet er endnu ikke gjort op efter en forrygende aften på Foderstoffen. Støttekoncerten med Smukke Møller var helt fantastisk. Lækker mad kreeret af Christian fra Stella Maris. Masser af præmier ved lotteri, mon bord 2 kunne slæbe alle deres præmier hjem. Kim Larsen musik for fulde omdrejninger ved Smukke Møller. En kæmpe tak til alle de frivillige hjælpere der gjorde denne aften til en super oplevelse.

Anden træningstur 7. april

Vi kom ikke helt til Lundeborg, men nåede dog at køre 63 km.

Første træningstur 30. marts

Solen var med os, da vi samledes til første træningstur. Vi var 13 på Ringe Torv, som fulgtes ad “Brangstrup Ruten”. Vi kom hjem med 24,2 km/t i snit efter at have kørt 52,2 km. Flot kørt af alle inkl. vores to nybegyndere.

Her ses vi i pausen i Vester Åby, halvvejs igennem.

Prøvetagning på tøj d. 5. januar

Holdet var samlet for første gang. Det foregik i Husflidshuset i Rynkeby, hvor betingelser, priser og træningskalender blev fastlagt. Jacob fra Magic Sport, Ringe som er holdet tøjleverandør, havde en travl formiddag med tøjprøvning. Nye ryttere blev fotograferet til hjemmeside mv.
Nu venter vi bare på at vejret bliver lidt varmere, så holdet kan komme på landevejen.

Generalforsamling

Den 29. okt. blev der på biblioteket i Ringe afholdt generalforsamling i Team Ringe.

24 medlemmer var mødt op for at hører beretningen om Team Ringes virke i 2018. Formand Ole Andersen fremlagde beretningen og efterfølgende redegjorde kasserer Steen Henriksen for årets regnskab. 2 medlemmer af bestyrelsen ønskede ikke at fortsætte, så Jakob Frederiksen, Ringe erstatter Torge Fomsgaard og Svend Petersen, Nyborg erstatter Tonny Johansen, som suppleant. Bestyrelsen konstituerer sig ved det kommende bestyrelsesmøde. Under eventuelt blev betingelser og forventninger til turen i 2019 drøftet og diskuteret med stor iver.

En foreløbig opgørelse af deltagere til turen i 2019 viser, at der endnu er plads på holdet.

Check til Børnecancerfonden

Formand Ole Andersen og kasserer Steen Henriksen overrakte den fornemme check på mere end 231.000 kr. til fondens formand.

Ankomst til Paris