Træning 2020

Træningstur 10

Endnu en træningsdag med afgang fra Torvet i Ringe – den sidste officielle. Vejrudsigten havde sagt regn, men Jørgen måtte køre alene med sin regnfrakke. Det var tørvejr på den lange rute på ca. 134 km i det sydfynske. Det blev en god tur. Som Flemming skrev på FB: “Man bliver så glad i låget efter sådan en skøn dag i det bedste selskab ..En dag hvor vejrguderne virkelig var med os .. Fantastisk rute planlagt at Holger og Arne. Og med konge pitstop på Tina og Arnes lille landsted … Glæder mig allerede til 2021 og til at være en del af dette fællesskab.”

Træningstur 9

Lørdagens træningstur på 100 km startede – for første gang fra torvet i Ringe – ud med 17 ryttere, i gråt men tørt vejr. Der var en punktering, allerede inden vi startede.

Flemming havde lavet turen som efter planen skulle have en del højdemeter. I området ved Svanninge Bakker.

Da vi nåede Diernæs skoven, var der igen en punktering og det begyndte at regne og tordne. Det blev aftalt vi kørte videre og se om det udviklede sig. Vejret blev meget værre der var lyn, torden og masser af regn.

Da vi nåede Fåborg, blev det besluttet at køre i tørvejr og derefter køre tilbage Ringe, det ville ikke have være forsvarligt, at fortsætte turen, som skulle være på 100 km. og vi var meget våde. Flemmings Kone kom med forfriskninger, men vi ventede på tørvejr inden vi kørte mod Ringe igen.

På tilbageturen, da vi kørte gennem Korinth, kunne vi se der ikke var vådt på vejen og sådan var det resten af vejen til Ringe, så uvejret var meget lokalt i Fåborg området. Vi sluttede så lige af med en 3. punktering inden vi var tilbage på torvet i Ringe.

En meget begivenhedsrig tur, dog kun på små 60 km men med en god stemning og dejligt vi endelig fik mulighed, for at mødes alle mænd og kvinder.

Vi satser på bedre vejr til næste weekends trænings tur.

Træningstur 8

Vi havde en super fin tur. Per havde lavet vores træningstur, som gik igennem Gestelev, Nr.Søby, Fangel, Tommerup, Vissenbjerg, Nr. Lyndelse og lidt flere små byer. Gennem skov og skøn natur kørte vi 90 km. hvor vi også mødte rigtig mange andre cykelhold. Bakkevej i Vissenbjerg blev taget i bedste stil.

Det var en dejlig tur og vejret var endnu en gang med os, ingen regn og kun den blæst vi kan forvente i DK.

Næste træningstur bliver med afgang fra torvet i Ringe og endelig kan vi køre samlet sammen, det glæder vi os til.

Billedet fra hjemkomsten til Foderstoffen.

Træningstur 7

Fyn var fin lørdag d. 30. maj. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og vindmøllerne stod næsten stille. Kristian havde lavet en fin rute over Gislev, Lundeborg og Svendborg.

Træerne havde stadig deres lysegrønne blad, og alt var så smukt, at vi næsten havde glemt, at Mette havde bekendtgjort, at vi ikke måtte rejse til Frankrig tidligst til august. Dermed var håbet om cykelturen til Paris 2020 definitivt slukket.

Turen var på 84 km, og den manglende vind – og vores stadig forbedrede kondition – betød vores hidtil højeste fart for alle tre grupper. Billedet viser gruppe 1 ved pausen halvvejs.

Træningstur 6

Søndag d. 24. maj kørte vi ud i tørvejr, men rundt om på Pers rute lurede kraftige haglbyger. Vi var klædt godt på, for temperaturen var ikke særlig høj. I forvejen blæste det 7 sekundmeter, så vi var godt trætte, da vi nåede halvvejs på ruten omkring Falsled. Herefter begyndte bakkerne for alvor i Svanninge og omegn; nu heldigvis med medvind.

Alt i alt blev det en god tur. Omkring 84 km blev det til. Billedet viser gruppe 3, hvor turen evalueres. Vi har stadig “Foderstoffen” som base, så længe vi ikke må mødes mere end max. 10 personer.

Træningstur 5

Lørdag d. 16. maj kørte vi Svends rute på 88 km. Det var en flad rute, hvor vi ad krogede småveje med velholdte og mindre velholdte bindingsværksgårde så de gule rapsmarker blive suppleret af blomstrende syrener. Vi vendte i Kerteminde og kørte hjem gennem Davindes tidligere grusgrave.

Det var tørvejr, men det var stadig køligt og der blæste en kraftig vestenvind, så det var godt kørt af gruppe 1 med et snit på næsten 26 km/t. Det andet billede viser gruppe 2 ved foden af Foderstoffens musiker, som endnu sender os afsted og modtager os i tre grupper.

Træningstur 4

Søndag d. 10. maj. Arne havde lagt en rute på 87 km gennem Sydfyn, og vi samledes stadig i tre grupper med tyve minutters mellemrum. Nogen havde frygtet et dårligt vejr, men det viste sig at blive forårets hidtil varmeste dag, så efter morgenkulden var overstået, måtte overtræksbukser og -ærmer tages af. En flot tur med gule rapsmarker og med næsten udfoldet syren. Der var nu også et par onde bakker heriblandt Galgebakken i Svendborg.

Karina fik debut som vejviser på det ene hold. Hun lykkedes at styre gruppen uden om to grusveje, som GPS’en ellers ville sende os igennem.

 

Træningstur 3

Lørdag d. 2. maj. Kristian havde lagt ruten på 70 km, og vi samledes igen i tre grupper. Vejret var køligt og lidt fugtigt, men regnfrakkerne fik vi dog ikke brug for.

Turen gik mest på Midt- og Vestfyn, hvor Regizzebakken var dagens største udfordring.

Træningstur 2

Søndag d. 26. april kørte vi igen med den behørige afstand imellem grupperne, som kørte med 5-6 minutter mellem afgang. Igen var ingen af grupperne på mere end ti personer. Vi fik en lidt kølig men flot tur til Sydfyn. Vi kom ikke til at køre helt den samme rute, men alle tre hold kom hjem efter 57 – 60 km.

Men det bliver nu rart, når restriktionerne løsnes, så vi igen kan køre på hjul.

Træningstur nummer 1

Så kom vi i gang! Længe havde pandemien forhindret os i at cykle sammen, men d. 18. april mødtes vi ved Foderstoffen i Rudme til den første tur.

Vi stod pænt i ring med den anbefalede afstand imellem os mens formand Ole med høj stemme fortalte, at Team Ringe satser på at køre til Paris. Team Rynkeby havde dagen før aflyst, men vi vil gennemføre, hvis forholdene tillader det.

Herefter kørte vi knap 50 km rundt om Kirkeby, Vester Åby og Brahetrolleborg. Vi var opdelt i tre grupper, så en gruppe var på mindre end 10 personer. Der var også afstand mellem os; forhåbentlig kan vi senere få lov til at køre på hjul.

Team Ringe 2020

Team Ringe 2020 var d. 26. september samlet til et lidt amputeret afslutnings arrangement. De officielle rejsevejledninger tillod tidligst rejser til Frankrig fra august. Derfor var turen til Paris i 2020 aflyst. Vi trænede dog fortsat, og kunne i efteråret som sædvanligt aflevere en pæn stor check til Børnecancerfonden. Normalt er der checkoverdragelse på Torvet i Ringe i samarbejde med Handelsstandsforeningen, Faaborg Midtfyn Kommune og Team Rynkeby. Coronarestriktionerne har også her ført til aflysninger. Trods ændrede planer var det et rigtig hyggeligt arrangement med fotografering og en let frokost.
Marianne Nielsen fra Børnecancerfonden modtog det indsamlede sponsorbeløb beløb på kr. 242.000,- Det udtrykte hun stor glæde over og de ville blive brugt flittigt på forskning i kræftbehandling af børn.

 

Det primære formål med Team Ringe er at samle penge ind til Børnecancerfonden. Derudover at vi som deltagere får en masse motion og et godt sammenhold på turen. Det gælder ikke om at komme først, men derimod om, at alle kommer frem til Paris og ikke mindst i god behold.

 

Deltagere 2020:

   

Arne Petersen, Tved

Carina Andersen, Gislev

Charlotte Flor, Svendborg

Claus Christensen, Svendborg

Diana Damsted, Ringe

Dorte Rosenfeldt, Ringe

Dorthe Slabiak, Svendborg

Erik Pallesen, Ringe
(service)

Flemming Roesbjerg, Faaborg

Flemming Theilgaard, Svendborg

Frank Hansen, Hesselager

Frank Nørremark, Odense

Hans Hansen, Glamsbjerg

Helle Poulsen, Odense

Henning Grau, Bogense
(service)

Klaus Larsen, Gislev
(service)

Holger Thomsen, Svendborg

Jan Nielsen, Gislev

Jørgen Burchardt, Ringe

Karina Slabiak, Svendborg

Krestine Høgh, Gislev

Kristian Høgh, Ringe

Kurt Slabiak, Svendborg

Max Johansen, Bogense

Niels Jønsson, Odense

Ole Andersen, Ringe

Per Trabjerg, Ringe

Svend Erik Esmann

Steen Henriksen, Ringe

Svend Petersen, Nyborg
(service)